Ulovlig sammenlignende reklame

04-06-2025

Sammenlignende reklame er som udgangspunkt tilladt, men ved brug af sammenlignende reklame skal den erhvervsdrivende være opmærksom på at overholde lovens regler herom. Reglerne om sammenlignende reklame findes hovedsageligt i markedsføringslovens § 21. Desuden er reglen i markedsføringslovens § 3 om god markedsføringsskik ligeledes meget relevant i sammenhæng med sammenlignende reklame. Hensynet bag reglerne er, at sikre en fair konkurrence og beskytte forbrugerne mod vildledning. 

Sammenlignende reklame er kendetegnet ved reklame, der direkte eller indirekte henviser til en konkurrent eller til produkter, som udbydes af en konkurrent. Reglerne om sammenlignende reklame indebærer bl.a., at reklamen ikke må være vildledende, den skal angå produkter der opfylder samme behov eller tjener samme formål. Man må således ikke sammenligne usammenlignelige produkter. Derudover skal reklamen være objektiv og sammenligne én eller flere konkrete og relevante egenskaber, der kan dokumenteres, og som er repræsentative for disse produkter, herunder prisen. 

Den sammenlignende reklame må ydermere ikke miskreditere eller nedvurdere en konkurrents varemærke, firmanavn, andre karakteristiske kendetegn, produkter, aktiviteter eller øvrige forhold. Dog må virksomheden gerne gøre brug af retorsion, hvilket betyder, at såfremt en anden virksomhed har fremført noget om dig i en reklame, må man gerne "give igen med samme mønt". Eksemplet med Irma og Netto kan være med til at illustrerer retorsion. Eksemplet omhandlede Nettos reklame, der lød: "Få råd til at gå i Irma, gå i Netto", hvortil Irma svarede igen med deres reklame: "Få lyst til at gå i Irma, gå i Netto".

Da det er svært at sige noget om, præcist hvor grænsen går, kan det som erhvervsdrivende være svært at vide, hvornår den  sammenlignende reklame er i overensstemmelse med reglerne.                3H tilbyder derfor din virksomhed rådgivning herom, både om reglerne generelt og kan ligeledes hjælpe med at gennemgå en eventuel markedsføring indeholdende sammenlignende reklame.